• Slide2
  • Slide1

Løberprofilen

Artikel fra Marathon-Avisen august 2010

Maratonløb foregår i hovedet

Faktaboks:
Med bl.a. 25 individuelle danske mesterskaber, 26 internationale maratonløb og et OL i Los Angeles bliver det uoverskueligt at opliste alle AZ’s danske og internationale mesterskaber.

Hans personlige rekorder er:
Årstal: 1981, distance: 3000 m., tid: 7.54,00
Årstal: 1982, distance: 10.000 m., tid: 29.06,21
Årstal: 1983, distance: 20 km. landevej, tid: 59.21
Årstal: 1983, distance: Maraton (Barcelona), tid: 2.11,05
Årstal: 1985, distance: 1500 m., tid: 3.42,15
Årstal: 1986, distance: 5000 m., tid: 13.42,15
Årstal: 1988, distance: Halvmaraton, tid: 1.03,3

Profil

Navn: Allan Zachariasen
Fødselsår: 1955
Stilling: Lærer på Oure, foredragsholder, forfatter, løbetræner
Bopæl: Hus i Skårup ved Svendborg
Civilstand: Single

Som Allan Zachariassen sidder der i skjorteærmer og strømpesokker, venlig, imødekommende med smil på læben, spil i øjnene og friskbrygget kaffe i koppen, skal der noget af en mental omstilling til for at se ham som Danmarks hurtigste og mest vindende løber nogensinde; sej til det selvpinende og med et næsten ufatteligt vinderinstinkt.

Allan er uddannet lærer, men allerede mens han læste, var interessen for løb større end for bøgerne. Efter at have leveret imponerende løberesultater gennem 10 år, fordelt på alle mulige løb fra 3000 m forhindring, 5000 m, 10.000 m, 12 km cross og halv- og helmaraton, hvor tiden blev delt mellem uddannelse, arbejdet som lærer og løbekarrieren, skippede han lærergerningen for at leve som professionel løber fra 1985-91.

Hvad for et stof er sådan en mand gjort af? Ja, det er i hvert fald ikke noget, han har fået ind med modermælken. I Allans barndomshjem blev der ikke dyrket sport overhovedet, tværtimod – far, mor og lillebror var rygere og løb ikke en meter. Men lille Allan var allerede som knægt hurtig i replikken. Og den fynske humor, som mange den dag i dag forveksler med en kombination af flabethed og arrogance, kostede nogle øretæver i skolegården lige til den dag, hvor Allan fandt ud af, at han bare kunne løbe fra alle andre. ”De kunne ikke fange mig i skolegården, og hvis det var helt galt, løb jeg bare fra dem de 8 km hjem”.

For sjov skyld deltog Allan i et par orienteringsløb. Men posterne løb han jævnligt forbi, ”for det var jo selve løbet, der trickede mig – og jeg løb som en sindssyg”, siger han. Som 16-årig stillede Allan op til en 1600 m i den lokale klub, fordi en af kammeraterne også var med. Og til alles store overraskelse vandt han. ”Det var skægt, og jeg kunne li’ den opmærksomhed, det gav, så jeg stillede op i et par andre klubløb. Dem vandt jeg også – og så begyndte klubbens formand at bruge ordet talent, som jeg ikke anede hvad betød. Men han tog mig ved vingebenet og fik mig med i en hel masse løb. Han accepterede, at jeg ikke gad træne mellem konkurrencerne; men ikke, at jeg flere gange meldte mig ud. Posten må have fungeret utrolig dårligt dengang, for han havde aldrig fået mine breve…”

Det var starten på 20 år, hvor løb fyldte det meste af Allans tilværelse. Med træning mellem 280 og 370 km hver uge. I mere end 10 år – ja, helt præcis i 10 år og tre måneder i perioden 81-91 var der ikke en eneste dag, hvor Allan ikke løb. Uanset sygdom, uanset jul, nytår og mærkedage. ”Jeg løb langt og jeg løb stærkt, men min træning var nærmest intuitiv. Havde jeg dengang haft en træner, jeg troede på, havde min træning garanteret været lagt anderledes an”. Resultaterne fejlede imidlertid ikke noget, men det skyldes mest af alt en altoverskyggende drivkraft, en vilje til at vinde, uanset hvor ondt det gjorde. ”Det skal gøre ondt, ellers har du ikke givet dig nok”, mener Allan. Der kommer et stort smil, da han kommer i tanke om en gang, hvor han lige skulle ud på en lille træningstur og fik øje på et par løbere på vej op ad bjerget fem km, væk. De skulle hentes, og det blev de. ”Da de var overhalet gik jeg ud i vejkanten og kastede op, men jeg grinede hele vejen hjem”.

Mange husker sikkert filmen om Forest Gump, som begyndte at løbe og blev ved og ved – for pludselig at standse op og fra det ene øjeblik til det næste ikke løbe en meter. Sådan var det næsten også med Allan. ”Året var 91 og jeg gad ikke rigtig mere, så jeg begyndte at læse til fysioterapeut. Der skulle jeg bruge mange ressourcer på at gå i skole og lære igen, og jeg gør ikke tingene halvt. Så jeg holdt. Sådan”.

Efter at være færdig som fysioterapeut i 93, tog Allan som så ofte før en tur til La Santa Sport på Lanzarote. Han blev hyret på stedet og tænkte, ”ok så tager jeg et halvt år der som fysioterapeut/idrætsinstruktør. Men det endte med, at jeg var der i otte år, hvor vi arrangerede ironman, cykeluger, løbeuger og andre aktiviteter”.

Sammen med Marathon Travel Club arrangerer Allan hvert år en løbeuge på La Santa, men har ellers siden 2001 været ansat på Oure Idrætsefterskole som lærer. Han er i dag en meget eftertragtet foredragsholder og skribent og har bl.a. udgivet bøgerne Løberens ABZ (1997), som er enhver seriøs løbers bibel, samt Mit Løberliv (1999). Ligeledes står han bag populære specialkurser både på Oure og sammen med Marathon Travel Club og på det seneste Politiken.

Allan har brugt det meste af sit liv på løb, og med den interesse, der er kommet for løb som motionsform og for maratonløb, er der ikke noget der indikerer, at det ikke også fortsætter sådan. Tværtimod mener Allan, at interessen for løb slet ikke toppet endnu, og der er intet, der kan erstatte løb. Selv løber Allan ikke mere. Bronkitis og skader, herunder en ødelagt akillessene, er medvirkende årsag, men mest handler det måske om, at ”jeg kan ikke lade være med at løbe mod et eller andet – om ikke andet løber jeg fra bussen, og mit fine pulsur bruger jeg ikke, for min puls ligger konstant i det røde felt”. Allan kan ikke tåle at tabe, og konkurrencegenet er så stærkt, at selv når han spiller petanque med den lille nevø på 5 år eller for den sags skyld konkurrerer med sine tiårige niecer, så bruger han alle kneb for at vinde – hver gang. I dag dyrker han fluefiskeri på højt niveau. En lettere ironisk kommentar fra intervieweren om, at det nok ikke giver meget sved på panden, affærdiges på stedet med: ”Det hedder sportsfiskeri, og det tager jeg bogstaveligt. Når jeg kommer hjem er jeg våd af sved, for jeg pisker rundt som en vanvittig med mine stænger, kaster ud og fisker aktivt i en uendelighed - og de andre hader det, for jeg fanger flest fisk og vinder hver gang…”, lyder det selvironisk fra manden, der ikke kan tåle at tabe.

  • Rådgivning

  • Effektiv træning

  • Svømmetræning

  • Sammenhold

  • Kurser og foredrag